electronics.aau.dk

Universitetet er åbent alle ugens dage, alle døgnets timer

Skrevet af: Kristian Arnkjær Noach Bertelsen

Nå, denne post bliver en lille smule anderledes. Jeg vil ikke kun nævne, hvordan vores vindmølleprojekt skrider fremad, men også komme med mere generelle kommentarer til studieforløbet her på AAU.

At være studerende på Aalborg Universitet er ikke kun tunge bøger og lange formler. Både det sociale liv og de privilegier, der hører sig til studiet, er i sig selv en lige så stor del af dagligdagen. I dag (søndag) sidder jeg i grupperummet og laver lidt forskelligt arbejde, faktisk primært relateret til andre ting end AAU. Studiekortet fungerer som adgangskort til dørene udefra, og på ingeniørstudierne har vi også eget grupperum samt egen nøgle hertil. Billedet ovenfor viser mit grupperum/kontor, typisk er der kaffe på kanden, baggrundsmusik fra Radio Aura og et halvåbent vindue, så luften herinde er frisk.

Selvom det i dag er søndag, kan jeg høre andre døre på gangen blive åbnet og lukket, så jeg er altså ikke den eneste, der benytter mig af disse lokalefaciliteter i weekenden 🙂

Specielt op til projektaflevering sidder de fleste grupper og knokler fra morgen til aften alle ugens 7 dage. Det er en del af studielivet herude. Af og til i denne periode smutter vi ned og får en kold cola eller øl på tværs af projektgrupperne, men efterfølgende kalder projektarbejdet igen. Vi er ikke kommet helt så langt med semestret endnu, men den tid skal nu nok komme 🙂

Jeg vil slutteligt lige knytte en hurtig kommentar til projektet. Vi har brugt den sidste halvanden-uges tid på et miniprojekt i et af kurserne. Her skal der skrives nogle sider om en hel konkret optimeringsopgave. Miniprojektet bliver et af emnerne, der skal diskuteres til den mundtlige eksamen i februar, så det kræver lidt tid at få formuleret de rigtige sætninger og forstå de matematiske formler i dybden, men nu er vi så småt ved at være færdige.

Det var alt for nu, hav en super dag!