electronics.aau.dk

There and back again – En tur til Estec med AAUSAT5 del 3

Skrevet af: Rasmus Gundorff Sæderup

Hej alle sammen.

Jeg hedder Rasmus og læser elektronik og IT på 4. semester. Jeg er i Holland for at teste Aalborg Universitets 5. studentersatellit, AAUSAT5, så vi er sikre på, at den kan holde til det barske miljø som den bliver udsat for i rummet.

Som det måske fremgik i Amalies blogindlæg, tog hendes hold (the A-team) hjem i weekenden, hvorefter vi (the B-team) overtog testkampagnen, og jeg har derfor også overtaget blogindlæggene fra Amalie her på siden. Inden The A-team tog hjem, var begge hold dog et smut i Amsterdam, hvor vi var rundt og se byen, og nød et par fridage sammen, inden en ny uge med tests begyndte for os.

The A-team havde gennemført den første del af testen, som indebar at teste satellitten ved de mest ekstreme temperaturer, hvor satellitten ikke behøver være tændt. Derudover begyndte de også testen ved den høje temperatur (ca. 45 grader), som vi skulle færdiggøre.

Udover at udføre en masse tests RFT’er (Reduced Functional Test) hvor man hurtigt tester om alle de forskellige dele af satellitten virker som de skal, skal der også laves ladecycles, hvor det teste om batterierne kan op- og aflade som de skal, ved alle temperaturerne. Det er især skiftene mellem Power Modes der er interessant, dvs. om satellitten kan slukke og tænde automatisk for forskellige subsystemer ved forskellige spændinger. Dermed sikrer vi, at vi ikke aflader batterierne helt, og at vi generelt kun bruger meget strøm når vi har meget kapacitet på batterierne.

Disse skift tager rigtig lang tid at vise – nogle gange en hel dag pr. skift, fordi det tager lang tid at aflade batterierne. Det er selvfølgelig en god ting når satellitten er i kredsløb, fordi det betyder at mange subsystemer kan være tændt, men når man skal teste det, er det lidt frustrerende at skulle vente en hel dag på at batterierne aflader.

Ikke desto mindre har vi over de sidste par dage fået gennemført en komplet ladecycle ved den høje temperatur, og ved lave temperaturer (omkring 0 grader).

I begge tilfælde virkede satellitten i store træk som den skulle, med et par mindre fejl som vi skal se lidt nærmere på når vi kommer tilbage til Aalborg. Disse fejl er dog ikke alvorlige, så vi tager det ganske roligt.

Når man er ved ESA har man nogle ret lange dage, hvor vi arbejdede fra 8.30 til omkring kl 17 hver dag. Dog går tiden hurtigt når man har det sjovt, og fordi vi arbejder så koncentreret med hele tiden at observere satellitten og lave tests går tiden meget hurtigt. Et af dagens højdepunkter er dog frokostpausen. ESA’s kantine er nemlig helt fantastisk. Der er forskellige slags supper, sandwiches, en stor salatbar, 5-10 forskellige varme retter med tilbehør og 3-4 forskellige desserter! Det værste ved kantinen er derfor, at det er så svært at beslutte sig for hvad man skal vælge. Efter 3 retters frokost er man dermed rigtig godt mæt, men også super klar på at gå tilbage til laboratoriet for at arbejde videre.

Hermed slutter den første halvdel af indlæggene om min tur til Holland for at teste satellit – anden del kommer i morgen.