electronics.aau.dk

Glade og tilfredse

Skrevet af: Kristian Arnkjær Noach Bertelsen

I dag har vi haft et meget positivt vejledermøde. For to uger siden sagde vores vejledere, at de vil se quadcopteren i aktion. På daværende tidspunkt havde vi nogle problemer med de monterede sensorer, og programkoden til selve systemet var på et meget tidligt stadie. Sagt med andre ord, var der faktisk lang vej til at have et velfungerende system – men det ændrede sig.

Kurserne blev kraftigt reduceret ca. samtidig, hvilket betød at arbejdsdagene kunne bruges fuldt på projekt. Ved at splitte systemet op i en sensordel og en styringsdel har vi kunnet sætte forskellige personer på delene og derved arbejde sideløbende på de to dele. Kombinationen af disse ting har gjort at vi i dag har demonstreret et fuldt funktionelt system, som blot skal tunes så pæne indsvingninger opnås i begge reguleringssløjfer.

Quadcopterens regulering om z-aksen fungerer ganske udmærket og systemet indsvinger hurtigt når vores regulering aktiveres. Reguleringen af afstanden mellem quadcopter og væg er derimod lidt mere træls, da systemet er meget trægt. Samtidig må overshoot ikke være ret højt, da vi i såfald kolliderer med overfladen.

Billedet ovenfor er taget bag en glasrude, som quadcopteren holder afstand til, og en video af systemet bliver lagt op som det næste 🙂

Hav en rigtig god aften!